De små børns smil

Jeg samler på de små børns smil

- de små børns lyse smil,

og brød man op mit hjertes skal

med bor, med dirk, med fil -

 

Man fandt den største samling smil,

som nogen tid er set

- man fandt det blide genskin af,

hvad tusind børn har let.

 

Og trådte du mit hjerte ned

og knuste det til slut,

så skete kun, i samme stund

dets arme væg var brudt - 

 

At små børns smil, de lyse smil

brød ud, kom løs, blev fri

og fyldte mig og fyldte dig 

med sollyst skælmeri. 

 

Se derfor plukker jeg, hver gang

der blomstrer smil på kind,

et lille smil og lukker det 

i hjertets skatskap ind.  

             Nis Petersen (1897-1943)

SPILLET

I denne dybe nat skal millioner

af mennesker uønsket blive til.

Og døendes utalte formationer 

skal gå ad veje, som de ikke vil.

 

I denne dybe nat skal gråden græde,

mod disse stjerners glans skal lysten le;

i folderne af dette skønne klæde

skal skjules det, som nu skal ske - skal ske.

 

Hør, søde barn, hør tærninger, som ruller,

og øjne tælles tyst i nattens grå.

Jeg fatter kun dit hoved mod min skulder,

og at vi er så små - så myresmå ...

                           Nis Petersen

MED LUKKEDE ØJNE

det er, som om 

ingen strøm kan drukne mig

ingen sorg kvæle mig

helt - 

det er som om 

kærlighet kommer til mig

over alle have

fordi en blød streng altid svinger

i mig - 

            Gustaf Munch-Petersen 

FORAARETS HORISONT

Verden er vaad og lys -

Himlen er tung af Væde ...

 

Hjertet er tungt af Lykke,

lykkeligt nær ved at græde.

              Morten Nielsen

BLÆST

Jeg hørte havet hyle

som skrig fra bølgemunde,

der skummer hvidt

som løbske heste,

før de åbner sig som gab

der ville sluge stranden

hvis de ikke selv

blev opslugt af de næste.

 

Huset skælved. Jeg lå vågen

selv i oprør,

hvirvled op og ned i strømme

fra ufrugtbare år,

døde som jeg lever med

levende, jeg svigter

som bølger der forsvinder

førend jeg forstår.

 

Men da det stilner

høres huset som en cello

blæstens bue stryger

med sikker hånd.

Og jeg har gennemlevet stormen

hvori musikken fødes

og den ro hvori den tæmmes

og blir til ånd.

           Ove Abildgaard

JEG VIL VENDE TILBAGE

Jeg vil vende tilbage til markerne

for at opsøge tabte spor,

jeg vil standse og lytte til fuglene,

mens min fod synker ned i jord,

for jeg føler en længsel, så klar og stærk,

at den sprænger min hverdags ring,

jeg må hjem til de steder, jeg kommer fra,

til de første, de sande ting.

Jeg vil sidde så stille hos blomsterne,

at de ved, jeg er deres ven,

under himlen, hos regnen og træerne,

skal jeg finde mig selv igen.

                    Grethe Risbjerg Thomsen

EN PURPURPRIK

Jeg er saa lykkelig i Dag,

jeg gaar i Glædesdille;

thi Himlen er saa stor og blaa,

at Hjertet bliver lille.

 

I Dag er jeg saa dejligt fri

for Reflexionens Tandbid,

er kun en lille Delirist,

en Purpurprik af Vanvid.

          Tom Kristensen

DE EVIGE TRE

Der er to mænd i verden, der

bestandig krydser min vej;

den ene er ham jeg elsker,

den anden elsker mig.

 

Den ene er i en natlig drøm,

der bor i mit mørke sind,

den anden står ved mit hjertes dør,

jeg lukker ham aldrig ind.

 

Den ene gav mig et vårligt pust

af lykke, der snart fo'r hen,

den anden gav mig sit hele liv

og fik aldrig en time igen.

 

Den ene bruser i blodets sang,

hvor elskov er ren og fri,

den anden er eet med den triste dag,

drømmene drukner i.

 

Hver kvinde står mellem disse to,

forelsket, elsket og ren - 

een gang hvert hundrede år kan det ske,

de smelter sammen til een.

           Tove Ditlevsen (1917-1976)

ADVARSEL

Du elsker mig ? Så skal du også kende

mit underlige hjertes sære spil,

for det kan bare drømme, ikke brænde

af længsel efter noget, der er til.

 

Det leder dig ad dunkle, øde stier,

som river dig til blods på vilde hegn.

Det synger tungt af tabte melodier

og elsker bare nattens storm og regn -

 

og blir du hos mig, lukkes det og tvinger

dig stadig længre bort fra sti og vej;

det kan kun flagre dumt og uden vinger,

og det gjør ondt at kende det som jeg.

                  Tove Ditlevsen

BØRN

Mit hjerte elsker alle de umuligste børn,

de som ingen holder af og ingen kan forstå.

Lyvebørn og stjælebørn og løftebryderbørn,

de børn som alle voksne folk er meget vrede på.

 

Mit hjerte ynder ikke disse pyntehavebørn,

der står i bed og intet ved om synd og bittert savn.

De børn som voksne holder af og klipper pænt i form,

og som med ren samvittighed tør nævne Gud ved navn.

 

Den kender mest til kærlighed som aldrig mødte den.

Om dyden ved den lastefulde mer end nogen tror.

Mit hjerte hader pæne voksnes hækkeklippesaks.

Det er på vilde buske verdens sjældne blomster gror.

                                      Tove Ditlevsen

MIN BEDSTE TID

Min bedste tid på dagen

er den, hvor jeg er ene,

og tankerne kan gribe

en fjern erindrings spor - 

en barndoms halvlys falder

fra vinternøgne grene

og står i solens stribe

ind om mit skrivebord.

 

Her finder jeg det tabte,

en hverdag står og truer

med ting, der burde gøres,

og ting, der bliver gjort - 

en stjålet stilhed sænker

sig svalt i mine stuer,

før barnemad skal smøres,

og støvet tørres bort.

 

Og jeg har stævnemøder,

som ingen får at vide

med mærkelige venner

fra drømmen af i går -

jeg tar en bog og finder

den aldrig glemte side,

hvor digterhænder stryger

en kvindes lyse hår.

 

Og jeg gør ingen nytte

som travle folk derude,

men noget blir fornyet

i sindets dunkle skjul -

og noget løsnes sagte,

der dagligt går i knude,

som når en gren i gryet,

berøres af en fugl.

            Tove Ditlevsen

 

SÅ TAG MIT HJERTE

Så tag mit hjerte i dine hænder,

men tag det varsomt og tag det blidt,

det røde hjerte - nu er det dit.

 

Det slår så rolig, det slår så dæmpet,

for det har elsket, og det har lidt,

nu er det stille - nu er det dit.

 

Og det kan såres, og det kan segne,

og det kan glemme og glemme tit,

men glemmer aldrig, at det er dit.

 

Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte,

det sov og drømte i lyst og leg,

nu kan det knuses - men kun av dig.

                  Tove Ditlevsen 

 

 

 

 

Det skønneste jeg ved

Jeg kysser dine læber

og leger med dit hår,

men dine øjne taler 

et sprog, jeg ej forstår.

 

Du taler, og jeg elsker

din tunges lette spil,

kun taler du om noget,

jeg ikke kender til.

 

Dit hvide ansigt lyser

som stjernerne et sted,

men lyser af en længsel,

hvorom jeg intet ved.

 

Du knuger mig så heftigt

ind til dit stærke bryst,

og jeg vil gerne trøste

men kender ingen trøst.

 

Og flakker vel en længsel,

et ønske imod dit -

du kender kun dit eget

og søger ikke mit.

 

Det svage lys, der flammer

og ville bringe bud,

det finder ingen næring

og brænder stille ud.

 

Dog er på hele jorden

det skønneste jeg ved

dit ansigt, når det lyser

som stjernerne et sted.

            Tove Ditlevsen